Balladen om Schefvert og GOG
29-07-2008 kl. 04:00Af Niels Abildtrup og Trine Grauholm
Det svenske forbund skulle være interesseret i at hjælpe sydfynboerne af med "kemi-problemet"
HÅNDBOLD: Hvis ikke det allerede er sket, så kan det være et spørgsmål om timer og døgn, før det bliver annonceret, at GOG-træner Ulf Schefvert er på vej væk fra GOG.
- Det er kun avisskriverier. Det har ikke noget på sig. Slet ikke. Men derudover har jeg ingen kommentarer, sagde Schefvert, da Stiftstidende fangede ham på mobilen mandag formiddag.
I weekenden havde medierne igen kolporteret historien om, at det nu var tæt på med Schefverts hjemrejse til fædrelandet.
Det svenske forbund skulle nemlig være interesseret i at give Schefvert jobbet som landstræner. Dog måske kun på en basis, hvor Schefvert arbejder videre som klubtræner, så han ikke bliver "rusten".
I forvejen kender forbundet træneren fra hans arbejde med det blågule kvindelandshold.
For GOG-ledelsen vil det betyde, at klubben kunne blive befriet for det længe omtalte kemi-problem mellem spillertruppen og træneren.
Ikke desto mindre har Schefvert skaffet nydelige resultater til det sydfynske, nemlig en sølvmedalje og kvalifikation til Champions League-gruppespillet.
Direktør Arne Buch ringede i går ikke tilbage, da Stiftstidende lagde en besked på hans mobil om Schefvert-sagen.
Til Fyns Amts Avis ymtede Buch dog om formiddagen:
"Vi har selvfølgelig også læst på diverse svenske hjemmesider, at Ulf er en kandidat i Sverige. Men det er ikke noget, vi har talt konkret med Ulf om. Og vi har ikke fået nogen henvendelse fra Det Svenske Håndbold Forbund. Først i det øjeblik vi får en henvendelse, så ser vi på det. Der er ikke noget konkret, og Ulf er træner for os", udtalte Arne Buch.
Traditionelt plejer Buch at holde sine poker-kort tæt ind til den rutinerede krop.
For GOG vil det formentlig både økonomisk og sportsligt være det bedste, hvis det svenske forbund overtager det økonomiske ansvar for Schefvert. Så slipper GOG for at udstede en fyreseddel. Parterne skulle have en fem-årig kontrakt med gensidige optioner om opsigelse.
Kasper og Svanen
På spillersiden er Kasper Nielsen med 99,9 procents sandsynlighed på vej til at blive præsenteret i GOG, mens GOG-fløjen Lasse Svan Hansen ryger den anden vej.Svan, der var en af holdets tre største profiler i den seneste sæson, deltog i går i Flensburgs fotoseance, og han efterlader sig et stort tomrum på fløjen i GOG.
I forvejen er Jacob Green Jensen røget til 2. divisionsklubben Albertslund/Glostrup, mens Dennis Kirkegaard skifter til Bjerringbro/Silkeborg, og Mikkel Hansen og Magnus Jernemyr fortsætter i Barcelona.
Til gengæld har GOG kapret den norske venstrefløj Thomas Skoglund, landsmanden og forsvarsprofilen Kristoffer Kleven Moen, den fejlopererede russsisk topskytte Yurij Egorov og endelig et par talenter, Tobias Møller og Rasmus Nielsen fra ynglingeholdet.
Det er skiftetider i GOG.
Kun Arne Buch & Co. ved reelt, hvor meget den mangedobbelte mesterklub har styr på tingene.


