Nyheder

Odense

Seneste nyt

De 10 mest læste på Fyn.dk

 
En nyhed fra: Medieejer

Prostitueret udsat for røveri af kunde

21-02-2009 kl. 15:29
Af Bjarke Vestesen

19-årig rumænsk kvinde blev samlet op på Rødegårdsvej, hvor hun løb rundt i bar overkrop

Odense: En 19-årig rumænsk prostitueret kvinde blev sent fredag aften samlet op af en forbipasserende bilist, efter at hun havde været udsat for røveri af en kunde.

Kvinden blev samlet op på Rødegårdsvej tæt på Rosengårdskolen, hvor en mandlig bilist havde set hende løbe rundt i bar overkrop.

Bilisten forstod ikke ret meget, men fik hende dog iklædt en t-shirt og kørt hende på politigården.

Her forklarede hun, at hun tidligere på aftenen var blevet samlet op af en mand i en lille grå bil.

Parterne aftalte, hvad der skulle ydes for hvor mange penge, og for enden af Rødegårdsvej ud mod Niels Bohrs Allé, hvor ydelserne skulle foregå, begyndte hun at klæde sig af.

I samme øjeblik begyndte manden at true hende. Hun fik efter sin egen forklaring et reb om halsen og truet til at udlevere et mindre kontant beløb, formentligt nogle tusinde kroner.

Det lykkedes dog kvinden at vriste sig løs og flygte ud af bilen og fra manden.

- Nu står vi så i den situation, at der ikke er noget, der underbygger kvindens forklaring om rebet om halsen, men hun er formentligt blevet udsat for røveri, siger vagtchef hos Fyns Politi, Lars Thede.


Kvinde bliver udvist

Derfor vil politiet gerne i kontakt med vidner, som omkring klokken 23.15 fredag aften har observeret noget mistænkeligt på Rødegårdsvej på stykket mellem Niels Bohrs Allé og Stærmosegårdsvej.

For kvinden venter der en udvisning. Hun opholder sig ulovligt i Danmark, så derfor bliver hun sendt ud af landet inden for de nærmeste dage.