Nyheder

Odense

Seneste nyt

De 10 mest læste på Fyn.dk

 
En nyhed fra: Medieejer

Kvinde truet i bil

24-02-2009 kl. 04:00
Af Morten Vilsbæk

Ung rumænsk prostitueret kastede sig ud af kørende bil midt i Odense

Centrum: En omkring 18-årig prostitueret fra Rumænien kastede sig søndag aften ud af en kørende bil midt i Odense, da hun blev truet af en udenlandsk mand.

Manden krævede penge for, at kvinden kunne få lov til at trække i Østergade, men den skrækslagne kvinde åbnede døren, kastede sig ud og ramte asfalten, så hun fik hudafskrabninger i ansigtet og forstuvede en arm.

Den unge kvinde var blevet taget op af bilisten i en grøn bil på hjørnet af Grønlandsgade og Østergade omkring klokken 22.


Hjælp fra Reden

Truslerne faldt kort efter, og kvinden opsøgte slemt forslået de prostitueredes værested Reden, hvor de tre medarbejdere forsøgte at berolige hende og overtalte hende til at tage med dem på skadestuen.

- Hun skulle betale penge for at få lov til at gå på gaden, og det er det tredje over-fald på halvanden måned. Det er afsporede og asociale mænd, der mishandler kvinder på den måde - det er en uheldig tendens, vi ser, fastslår Redens leder Tove Nielsen.


Ulovligt i Danmark

Hun vil nu gå til politiet med oplysningerne, fordi kvinden ikke selv ønsker at melde truslerne mod hende. Rumæneren opholder sig illegalt i landet og er bange for at blive udvist.

Ifølge Tove Nielsen har Reden haft besøg af 14 udenlandske kvinder i denne måned, og der er enkelte fra Spanien, mens resten kommer fra Østeuropa.

- Det er et nyt fænomen, for vi er ikke vant til at se udenlandske kvinder på gaden i Odense, siger Tove Nielsen.

Fredag blev en anden kvindelig prostitueret fra Rumænien overfaldet af en mandlig kunde på parkeringspladsen på Rødegårdsvej ud mod Niels Bohrs Allé, hvor han forsøgte at lægge et reb om halsen på hende. Hun blev hjulpet af en anden bilist, da hun skrækslagen løb rundt med bar overkrop - hun blev afleveret hos Odense Politi og bliver nu udvist.

- Kvinderne tør ikke gå til politiet eller komme på sygehuset, for de er bange for at blive sendt hjem til en skæbne, som måske er værre end den de har her i Danmark, siger Tove Nielsen.


Opholdssted ukendt

Den unge rumænske kvinde, som blev truet søndag aften, blev af Redens medarbejdere sat af et sted i Odense. Tove Nielsen ved ikke, hvor hun opholder sig.

- Men hun fik renset sine sår på sygehuset og fik behandlet sin arm, siger Tove Nielsen.