Nyheder

Indland

Seneste nyheder

 
En nyhed fra: Medieejer

Storbrand afværget i Bogense

23-07-2007 kl. 04:00
Af Martin Kloster

Købmands-gården i Bogense blev reddet i tide, men er slemt medtaget efter brand. Politiet og flere vidner mener, at brand-årsagen kan være fyrværkeri

Det kunne være endt med en katastrofe af de helt store i det så smukke Bogense.

Men byen står endnu. Og det samme gør Den Gamle Købmandsgård i de inderste gemmer af købstaden også stadigvæk, efter en voldsom brand lørdag aften ved 23-tiden.

Flammerne havde nær taget livet af den gamle, firlængede bindingsværksbygning fra 1600-tallet, der i dag huser en møbelforretning.

To af længerne har fået brændt taget af, mens den med historiske briller vigtigste del, hovedbygningen, ud mod Østergade, står stort set indtakt på nær lige nogle tagskader forårsaget af brandslukningsarbejdet.

- Havde branden bredt sig ud mod Østergade, kunne det være endt i en katastrofe, da bygningerne overfor står så tæt ved købmandsgården, fortæller beredskabs- og indsatsleder på stedet, Johnny Lagoni, der fik hevet tæt på 30 mand på arbejde ved nattetide.

Flere vidner har fortalt Stiftstidende, at de enten har set eller hørt raketter suse over aftenhimlen i Bogense før branden.

- Min kone så to raketter med retning mod købmandsgården og kort efter hørte vi et ordentligt brag, fortæller Erik Pedersen fra Odense, der i disse dage camperer i Bogense.

Flere andre vidner fortæller stort set samme historie, som var det lyden af en krysantemumbombe, der eksploderede.


De unge under mistanke

Flere aftener i den forgangne uge har der været skudt med raketter og enten krysantemumbomber eller kanonslag i Bogense.

Lige nu går der en mistanke om, at det angivelige fyrværkeri er affyret af unge mennesker i nærheden af det nedlagte sygehus i byen, der ligger tæt ved gården.

Det vides ikke, hvad de økonomiske tab løber op i. Men flere dyre, antikke møbler blev til aske.

Ingen mennesker kom til skade.