To til frokost
30-04-2007 kl. 13:14Af Kamilla Harritsø
Tyrkiske fladbrød kan man få mange steder. Det er et blødt brød, der i størrelse minder lidt om pizza, men i konsistens som en god bolle. De smager godt og danner en god bund til frokost med forskelligt fyld i.
Her er to forskellige forslag, men du kan komme lige det fyld i, du har lyst til. Her er varmes brødene på en pande med fyldet i, men det er ikke nødvendigt.
Fladbrødene kan også bruges i snæver vending til pizza, du kommer bare fyldet på som du plejer og bager den i ovnen.
Her er fyldt lagt mellem to fladbrød og varmet på panden. De serveres varme skåret i lagkagestykker. Skal de bruges til madkurven, klappes et fladbrød sammen om fyldet, inden det varmes.
Serveret med en god salat kan begge retter snildt bruges som hovedret
Gedeost m. tomat og rødløg
Det her fyld hører til min absolutte favoritter. Smager fænomenalt og egner sig som både tærtefyld eller helt enkelt som forret spredt ud over en rulle butterdej.Det skal du bruge:
- 2 fladbrød
- 1 bøtte m. Tebstrup friskost i olie - det er en helt fantastisk gedeost
- 1 rødløg
- 4 flasketomater - flasketomater er ret faste og har ikke så meget af det der tomatsnask. Du kan bruge andre, så længe de er faste i det. Grav evt. snasket ud med en teske.
Sådan gør du:
- Skær rødløget i tynde både
- Skærtomaterne i skiver
- Lad gedeosten dryppe godt af og smuldr den over det ene fladbrød
- Fordel løg og tomat
- Dryp med lidt olie og friskkværnet peber
- Læg det andet fladbrød over
- Varmes på begge sider på en hed pande
Pas på med at bage dem alt for tørre. Især hvis de skal med i madkurven
Oksekød köfte style
Köfte er en meget krydret, men ikke stærk, kødbolle. De laves på hakket lam eller okse tilsat duftende dejlige krydderier, krydderurter og pinjekerner.Her bruges krydderiblandingen som inspiration til det hakkede kød, der blot skal brunes
Du skal bruge:
- 250 g hakket oksekød
- 1 lille finthakket løg
- 1/4 tsk kanel
- 1/4 tsk spidskommen
- 1 spsk hakket persille
- 2-3 faste tomater i skiver (se opskrift m. gedeost)
- 100 g revet ost
Sådan gør du:
- Svits løget klart i lidt olie ved svag varme. Det tager et par minutter
- Skru op for varmen og tilsæt kødet
- Brun det godt igennem
- Smag til med krydderierne, salt og peber - hvis du er lidt usikker på kanelen og spidskommen, starter du med en knivspids af hver. Smagen skal anes ikke overdøve resten
- Tilsæt persillen til sidst, og sørg for at den bliver varmet godt igennem
- Fordel kødet på det ene fladbrød
- Læg tomatskiverne på og drys med osten
- Læg det andet brød på og tilbered som ovenfor

